Vi søger Erfaren indkøber af Nonfood/ Nearfood

Vil du være vores nye indkøber – og gøre verden grønnere sammen med os

 

Maistic Bio Group ApS, Helsingør, d. 17. september 2020

 

Er du landets skarpeste indkøber af nonfood/nearfood? Har du solid og årelang erfaring med både indkøb, Supply Chain og udvikling af FMCG-koncepter? Og banker dit hjerte for at skabe og udbrede grønne løsninger?

At søge landets bedste indkøber lyder som en kliche. Men det er dig, vi vil have. Dig, der i årevis har jongleret med snesevis af kontakter og fabrikker dagligt, og sammen med resten af Maistic kan skabe og indkøbe de koncepter, som vores kunder sukker efter – både de eksisterende og de nye.

”Vi er jo det nye sorte – eller grønne, om man vil. Plastfrit er en ny branche, men mulighederne vokser globalt hver eneste dag. Så vi leder efter dig, som har erfaringen, lysten og ikke mindst overblikket og de uovertrufne samarbejdsevner til at skabe nyt,” fortæller CEO og medstifter, Brian Bouet Smith.

Eksperter i plastfrit

Maistic er dansk producent og totalleverandør med en klar mission: LESS PLASTIC IN THIS WORLD. Metoden lyder mere enkel, end den er i praksis. Nemlig at skabe lækre, bæredygtige og prisvenlige alternativer til typiske plastprodukter, så plastfrit prismæssigt kan være en reel og tilgængelig mulighed for forbrugere og virksomheder.

Her kommer du ind i billedet. For vi kan kun fortsætte vores grønne eventyr med Danmarks skarpeste indkøber ombord.

Vore kunder på brandede varer er i dag internationale supermarkeder og retailkæder som Carrefour, Monoprix, Lidl, Salling, Matas, Holland&Barretts, Delhaize m.fl samt økoshops og distributører i 28 lande. Det er markeder, der vokser hver måned.
Dertil kommer stadig mere private label samt specialudviklede og -producerede emballageløsninger til større virksomheder i ind- og udland ved siden af standardsortimenterne.

Arbejdsopgaverne

Kategorierne, du skal bevæge dig i, er bl.a. rengøring, husholdning, service og emballage. Men flere er på vej. Her bliver din rolle væsentlig i videreudviklingen i kategorierne i nært samarbejde med resten af Maistic og vores samarbejdspartnere i ind- og udland, både nye og gamle.
Alt, vi laver, er plastfrit og/eller komposterbart. Det skal vi nok uddanne dig i. Vigtigst er, at du har solid erfaring i arbejdet med bredt definerede materialemuligheder, hvor detaljerne er uhyre væsentlige og dem, der i sidste ende gør forskellen.

Som operationel indkøber i Maistic er dit overordnede ansvar at foretage indkøb fra vores faste leverandører. Du følger op, dokumenterer, validerer og analyserer prognoser for at foretage dine indkøb. Derudover er dine konkrete arbejdsopgaver bl.a.

  • Supply Chain
  • Private label indkøb
  • Tilbudsindhentning og -udregning
  • Sikring af materialer og certificeringer
  • Udvikling af produkter/koncepter
  • Kost-analyser
  • Generel leverandøropfølgning, udvikling og pleje

I denne tid er rejseaktiviteten begrænset, men vi regner med, at du får 10-30 rejsedage om året. Lønniveau vil afhænge af dine kompetencer, formentlig ca. 40.000 kr/måned, evt i kombination med resultatbonus efter en række KPI’er, vi sætter sammen.
Maistic har landets grønneste pensionsordning suppleret med sundhedssikring, tanddækning mm. Vores kontor ligger i Helsingør, og det er her, du til daglig kommer til at få din plads sammen med en flok skønne og lidt tossede kollegaer.

Vi udvikler os – og du vokser i rollen

Maistic er ikke nogen stor virksomhed. Men vi har vokseværk og store ambitioner.

Dine evner inden for systematik, din ordentlighed og dine samarbejdsevner generelt er derfor uhyre væsentligt og vigtigt for både os og dig. Du kommer til at overtage en række arbejdsopgaver fra en ejerleder, og vil forventes at sætte indkøb og logistikprocesser yderligere i system, hvorfor dine erfaringer med dette ligeledes er afgørende.
Da stort set alt indkøb sker i udlandet er dine sproglige og kommunikative kompetencer af stor væsentlighed. Har du ledererfaring er det et plus, men ikke et must. Det er derimod et krav, at du har din primære erfaring fra nonfood og FMCG, men vi forventer ikke, at din erfaring og dit netværk ligger i plastfrit og komposterbart bioplast. Har du arbejdet konkret med bæredygtighed og ansvarlighed i dine ansættelser vil det være et plus.

”Måske har du medarbejdere under dig eller helt andre, mere specialiserede ansvarsområder om et par år. Vores rejse er i fuld gang, og vi ser frem til at skabe produktsucceser på globalt plan sammen med dig,” fortæller Brian Bouet Smith.

Er du klar til nye udfordringer?

Hvis vores grønne plastfri rejse lyder som noget for dig, vil vi glæde os til at modtage din ansøgning. Uddyb gerne med konkrete eksempler, hvorfor du er den rette til at skabe succes for Maistic Bio Group på produkt- og indkøbsområdet. Har du brug for flere gode grunde til, at du skal være vores nye indkøber?

Så kontakt endelig CEO Brian Smith på bs@maistic.com eller 53 85 86 00. Ansøgninger sendes til job@maistic.com. Vi ønsker at besætte stillingen snarest muligt. Vi indkalder derfor til samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Instagram did not return a 200.

Skriv et svar